Medical play for første gang uden invasive elementer

En første medical-play-scene kan være en kort, åbenlyst fiktiv optagelsessamtale mellem to voksne. Vælg roller som klinikleder og gæst, brug kun tørre kostume- og skrivebordsrekvisitter, og lad handlingen bestå af opdigtede spørgsmål, titler og klassifikationer. Aftal start, pause og stop på forhånd, og slut rollen tydeligt. Ingen undersøgelse, behandling eller medicinsk handling indgår.

Den kliniske ramme kan gøre opmærksomhed, autoritet og sårbarhed intenst nærværende. Den ene kan nyde at føre samtalen med præcist sprog og styre den fiktive situation. Den anden kan nyde at blive set, registreret, rost eller vurderet efter regler, der kun findes i historien. Nogle foretrækker en varm og omsorgsfuld tone; andre ønsker kølig formalitet, humor eller science fiction. Første gang behøver ikke være realistisk for at føles tydelig.

Guiden holder sig til en berøringsfri scene uden nøgenhed, kropsmålinger, diagnose, medicin, nåle, indføring, væsker, fastholdelse eller sundhedsfaglig simulation. Det smalle format er ikke en trinvis vej mod mere risikofyldte handlinger. Det er en fuld scene i sig selv, hvor fiktion, roller, rekvisitter og stop kan bære hele oplevelsen.

Hele den første klinikfiktion på ét kort

Den enkleste begynderversion har tre faser: I aftaler en kort opdigtet konsultation som jer selv, spiller en scene med ord og tørre rekvisitter og lukker derefter rollen helt. Den styrende rolle får lov at åbne, stille fiktive spørgsmål og tildele en opdigtet klassifikation. Gæsten kan svare, bede om mere eller mindre formalitet, holde pause og stoppe.

Et konkret forløb kan se sådan ud:

Fase	Det, der sker	Den enkeltes valg
Før	I vælger tone, roller, ord, varighed, rekvisitter og det, der er udelukket	Begge kan foreslå en mindre version, sige nej eller udsætte
Start	Kliniklederen bruger den aftalte åbningsreplik	Gæsten bekræfter et aktuelt ja eller bliver uden for rollen
Midte	Kliniklederen stiller tre til fem opdigtede spørgsmål og udfylder et fiktivt kort	Begge kan improvisere inden for aftalen, checke ind eller bryde rollen
Skift	Et svar kan føre til ros, kølig registrering eller en komisk “klassifikation”	Gæsten kan vælge mere, samme, mindre, pause eller stop
Slut	Kliniklederen erklærer konsultationen afsluttet og lægger rekvisitten væk	Begge går tilbage til almindeligt navn og sprog
Efter	I tager en kort status nu og taler mere senere, hvis I ønsker det	Nærhed, afstand, humor, ro eller ingen analyse er alle mulige svar

Scenen kan vare omkring ti minutter, men tiden er kun en praktisk ramme. Den må slutte efter to spørgsmål, hvis det føles komplet, eller før den begynder, hvis en af jer ikke længere har lyst. Der er intet mål om orgasme, stærk reaktion, perfekt skuespil eller større realisme.

Første gang kan føles erotisk, spændende, fjollet, akavet eller overraskende neutral. Et neutralt resultat er stadig nyttigt: Måske var kostumet mere interessant end rollen, måske var formaliteten det bedste, eller måske hører fantasien bedst hjemme i tanker og samtaler. I skal ikke gøre scenen større for at fremkalde det resultat, I forventede.

Det dragende kan ligge i præcision, rolle og opmærksomhed

Medical play kan gøre en almindelig samtale ladet ved at give den klinisk form. Et navneskilt, en bestemt tiltale og et clipboard kan få en opdigtet registrering til at føles formel. Den styrende person kan nyde at sætte tempoet og holde fokus. Gæsten kan nyde at vente på næste spørgsmål, blive observeret inden for aftalen eller høre en fiktiv vurdering, som kun gælder i scenen.

Udøverperspektiver beskriver et bredt spænd. Den kliniske tone kan være varm, rosende og let, eller kølig, streng og distanceret. Rolleleg kan også give plads til midlertidigt at være en anden figur uden at gøre figuren til identitet. De erfaringer fortæller ikke, hvad du eller en partner vil nyde. De viser, hvorfor ordet medical play er for bredt til at være en aftale i sig selv.

En klinikleder kan føre uden at spille læge

Den styrende rolle behøver ikke kaldes læge, sygeplejerske eller behandler. I kan bruge klinikleder, registrator, arkivar eller et helt opdigtet ord. Rollen kan åbne en mappe, stille spørgsmål og udstede et kort med “godkendt til nattevagt”, “kategori: udsøgt præcision” eller en anden tydeligt fiktiv tekst.

Det gør det muligt at lege med autoritet uden at efterligne en faglig vurdering. Kliniklederen ved ikke mere om gæstens helbred og får ingen virkelig beslutningsret. Personens opgave er at holde den aftalte fiktion, reagere på svar og kunne afslutte rollen med det samme.

Gæsterollen kan være aktiv

At være den mindre styrende part behøver ikke betyde tavshed eller passivitet. Gæsten kan vælge mellem to opdigtede svar, rette kliniklederen, bede om et mere formelt spørgsmål eller improvisere en absurd baggrundshistorie. Personen kan nyde følelsen af at blive registreret og samtidig forme scenen aktivt.

En rolle som patient kan være dragende for nogle, men den er ikke nødvendig. Hvis ordet vækker virkelige bekymringer eller gør fiktionen svær at skelne fra behandling, så vælg en anden rolle. Gæst, forsøgsperson fra planet M, arkivfund eller ansøger til afdeling syv kan give klinisk form uden at påstå, at nogen er syg.

Realismen kan skrues ned med vilje

Et realistisk udtryk er ikke et kvalitetsmærke. En åbenlyst opdigtet klinik kan gøre legen friere og grænsen klarere. Brug et fantasifuldt navn, papirrekvisitter og klassifikationer, som ingen ville forveksle med et virkeligt journalnotat. I kan vælge varm belysning og almindeligt tøj frem for at kopiere et behandlingsrum.

Science fiction, humor og overdrivelse kan også skabe afstand. Klinik “Orion 7” undersøger ikke helbred; den afgør måske, om gæsten er kvalificeret til at holde på en hemmelighed eller følge en bestemt titel. Den kliniske struktur er stadig synlig gennem spørgsmål, protokol og statusforskel, mens indholdet forbliver fantasi.

Vælg scenen, før I siger ja til rollerne

Aftalen bliver brugbar, når I kan beskrive scenen i én sætning og dens grænse i en anden. Tal som jer selv, før nogen tager kostume, titel eller myndig tone på.

Et konstrueret forslag kan lyde:

“Jeg har lyst til at være klinikleder i ti minutter og registrere dig som gæst på en opdigtet rumklinik. Jeg stiller højst fem fantasispørgsmål, skriver svar på et blankt kort og giver dig en fiktiv klassifikation. Ingen berøring, afklædning, undersøgelse, diagnose, medicin, fastholdelse eller virkelige helbredsspørgsmål. Har du lyst til at tale om den version?”

Forslaget er en invitation til samtale, ikke et ja. Den anden kan ønske en varmere tone, færre spørgsmål, en anden rolle eller kun at se kostumet. Kliniklederen kan også have grænser: Måske vil personen gerne styre samtalen, men ikke bruge bestemte titler, spille streng eller høre detaljer om virkelige sygdomsoplevelser.

Aftal oplevelsen, ikke kun handlingerne

To personer kan ønske de samme rekvisitter og forestille sig forskellige scener. Tal derfor om, hvad hver især håber at mærke:

• præcis og koncentreret opmærksomhed;
• formel autoritet eller frivilligt at følge en protokol;
• ros, kølig registrering, humor eller mystik;
• erotisk spænding uden seksuel kontakt;
• muligheden for at spille en anden figur i et kort tidsrum;
• et kostume eller visuelt udtryk uden længere improvisation.

Tal også om uønskede toner. Klinisk kan for én betyde rolig orden og for en anden betyde kulde eller frygt. Aftal, om kritik, ydmygelse, trusler, seksualiserede spørgsmål og tavshed er helt ude. Denne begynderversion udelukker frygtleg, simuleret tvang og spillet modstand, så almindelige nej og stop kan forstås bogstaveligt.

Gør ikke virkelige helbredsforhold til materiale

Scenen skal ikke bruge rigtige symptomer, diagnoser, medicinlister, journaloplysninger eller tidligere behandlingsforløb som improvisation. En fiktiv klassifikation skal være så tydeligt opdigtet, at den ikke kan høres som en vurdering af personens krop eller psyke.

Hvis en virkelig sundhedsbekymring dukker op, går I ud af rollen. Kliniklederen skal ikke gætte, berolige eller anbefale behandling. Reelle spørgsmål hører til hos relevant sundhedsfaglig hjælp. Ved en akut alvorlig eller livstruende situation ringes 112.

Gør den opdigtede klinik klar uden medicinsk udstyr

Forberedelsen skal gøre fiktionen tydelig uden at skabe en sundhedsfaglig scene. Brug kun almindelige, tørre ting, der fungerer som kostume eller skrivebordsrekvisit:

• en åben skjorte, jakke eller kittel, der kun markerer rollen;
• et hjemmelavet navneskilt med et fiktivt kliniknavn;
• et clipboard, en blank notesbog eller nogle indekskort;
• en almindelig pen;
• en stol på hver side af et bord;
• en bordlampe eller et skilt, der markerer, om “klinikken” er åben eller lukket;
• en timer, som begge kan se, hvis en fast varighed hjælper.

Lad virkelige medicinske instrumenter, medicinemballage og ting, der ligner funktionsklart behandlingsudstyr, blive uden for scenen. Brug heller ikke slik som “piller”, væsker som “medicin” eller husholdningsgenstande som erstatning for instrumenter. Fantasien kan bæres af sprog, papir og rolle; den behøver ikke en genstand, der skal bruges på kroppen.

Denne version er bevidst bygget, så den ikke kræver løfter om sterilitet, desinfektion eller klinisk hygiejne. Rekvisitterne rører ikke krop, kropsåbninger eller kropsvæsker. Hvis jeres idé kræver hudforberedelse, sterile forhold, handsker som beskyttelsesudstyr eller rengøring som ved en medicinsk procedure, er I uden for denne guides scope. Et kostumeord gør ikke en privat stue til et klinisk miljø.

Skriv spørgsmålene på forhånd

Tre til fem spørgsmål er nok til at skabe et forløb. De bør handle om historien, ikke om helbred. Eksempelvis:

1. “Hvilket navn står der på din adgangstilladelse?”
2. “Hvilken afdeling tror du, du er indkaldt til?”
3. “Foretrækker du at blive registreret som modig, præcis eller gådefuld?”
4. “Hvilken regel på klinikken vil du helst følge?”
5. “Hvilken belønning håber du, at registratoren udsteder?”

Skriv også mulige svar, hvis gæsten ikke ønsker at improvisere frit. To valgmuligheder kan være mere afslappende end et åbent spørgsmål. Gæsten må altid svare “det spørgsmål springer jeg over” uden at det bliver til ulydighed eller straf.

Vælg start, slut og almindelige stopord

Aftal en startreplik, eksempelvis: “Klinik Orion åbner nu. Må jeg registrere dig som gæst?” Rollen begynder først efter et aktuelt ja. Aftal en slutreplik som: “Registreringen er færdig. Klinikken er lukket, og vi er os selv igen.”

Brug almindelige ord til justering:

• mindre: gør tonen mildere eller spørgsmålet enklere;
• pause: læg rekvisitten ned og tal som jer selv;
• stop eller nej: afslut rollen og handlingen med det samme.

Begge kan bruge ordene. Et safeword kan indgå, hvis I allerede har et fælles system, men det er ikke nødvendigt for denne scene. Almindeligt nej og stop har deres almindelige betydning.

Lad klinikscenen begynde med en tydelig overgang

Begyndelsen skal bekræfte både lyst og grænse. Stil rekvisitterne frem, men behold almindelig stemme og navn. Gentag det vigtigste:

“Vi har aftalt højst ti minutter, fem opdigtede spørgsmål og en fiktiv klassifikation. Ingen berøring, undersøgelse, behandling eller virkelige helbredsemner. Vi bruger mindre, pause og stop. Har du stadig lyst til at begynde?”

Vent på et frit og tydeligt svar. Stilhed, tøven eller et ja, der lyder som en pligt, er en grund til at vente. I kan vælge kun at tage kostumet på, læse åbningsreplikken og stoppe der. Det er en hel lille udforskning, ikke en mislykket større scene.

Når begge vil begynde, kan kliniklederen tage navneskiltet på, tænde lampen og bruge startreplikken. Giv gæsten tid til at svare. Den første overgang kan føles stærk, komisk eller lidt stiv. I behøver ikke skjule det med flere ord.

Hvis I griner, kan kliniklederen spørge: “Er det et grin, vi vil have med i klinikken, eller skal vi pause?” Latter kan betyde mange ting. Spørgsmålet er bedre end at gætte eller kræve, at den anden holder karakter.

Hold forløbet i fiktionen og væk fra behandling

Midten af scenen fungerer som en enkel sløjfe: spørg, lyt, registrér og check ind. Kliniklederen stiller ét opdigtet spørgsmål. Gæsten svarer eller springer over. Kliniklederen gentager en del af svaret, skriver et ord på kortet og vælger næste spørgsmål. Efter et par svar kommer et kort check-in.

1. Spørg inden for det aftalte emne

Hold spørgsmålene til den opdigtede klinik. Kliniklederen kan sige: “Journalen mangler din adgangskategori. Vælger du præcis eller gådefuld?” Spørgsmålet giver gæsten noget konkret at spille med og lader kliniklederen føre.

Undgå at improvisere reelle kropslige eller psykiske vurderinger. “Du virker nervøs; det må være et symptom” krydser grænsen. Sig hellere uden for rollen: “Du blev stille. Vil du fortsætte, gøre det mindre, holde pause eller stoppe?”

2. Lyt til svaret uden at gøre rollen altvidende

Gæstens svar skaber næste øjeblik. Et detaljeret svar kan invitere til et opfølgende fantasispørgsmål. Et kort svar kan betyde, at personen nyder at blive ledt, mangler en idé eller ønsker mindre. Kliniklederen kan ikke vide hvilket; spørg, når forskellen betyder noget.

Den styrende rolle må også sige: “Det kan jeg ikke finde en replik til. Pause.” Åbenhed om et tabt spor svækker ikke scenen. Den viser, at virkelige mennesker styrer fiktionen.

3. Registrér noget, der kun kan være fantasi

Skriv en tydeligt opdigtet klassifikation: “Adgangsniveau: månesølv”, “egenskab: udsøgt tålmodighed” eller “afdeling: hemmelige beskeder”. Lad eventuelt gæsten vælge mellem to muligheder. Kortet er et teaterobjekt, ikke en journal.

Undlad rigtige navne, CPR-numre, diagnoser, medicin, kontaktdata og andre følsomme oplysninger. Scenen behøver ingen virkelig persondata for at virke. Riv eller gem det fiktive kort efter den aftale, I har lavet, og lad være med at dele billeder af det uden et særskilt ja.

4. Check ind uden at gemme svaret i rollen

Et check-in kan begynde i fiktionen: “Skal klinikken fortsætte med samme formalitet?” Giv svarmulighederne tydeligt: “Mere, samme, mindre, pause eller stop?” Hvis rollen gør et frit svar svært, så tag navneskiltet af eller sig personens almindelige navn og spørg igen.

Et “mere” kan betyde mere formel tiltale eller et ekstra spørgsmål inden for rammen. Det betyder ikke mere berøring, seksualitet, ydmygelse eller realisme. Nye elementer gemmes til en senere samtale.

5. Udsted klassifikationen og varsle slutningen

Når tre til fem spørgsmål er besvaret, kan kliniklederen læse den fiktive klassifikation op. Gør den kort og i den aftalte tone. Spørg eventuelt: “Vil du have én afsluttende registrering, eller skal klinikken lukke nu?”

Varslingen giver gæsten en reel udgang uden at skulle afbryde et klimaks. En god første scene må gerne slutte, mens begge stadig er nysgerrige. Den behøver ikke stige i intensitet.

Sænk tempoet, bryd rollen eller stop helt

Handlefriheden bliver tydelig, når hvert signal fører til en genkendelig handling. I behøver ikke først blive enige om, hvorfor energien ændrede sig.

Situation	Det næste skridt	En mulig sætning
Tonen er for kølig	Kliniklederen skifter til almindelig eller varmere stemme	“Vi gør den mindre formel. Vil du have ét enkelt spørgsmål mere?”
Et ord rammer forkert	Ordet udgår; diskussionen kan vente	“Det ord er ude. Pause eller en anden klassifikation?”
Gæsten går i stå	Begge går ud af rollen og afklarer	“Pause. Jeg spørger som mig selv: Hvad har du brug for?”
Kliniklederen mister overblik	Ingen nye spørgsmål; rollen sættes på pause	“Jeg lægger kortet ned. Jeg kan ikke føre klart lige nu.”
Nogen siger nej eller stop	Scenen slutter straks	“Klinikken er lukket. Du behøver ikke forklare nu.”
Et virkeligt helbredsemne opstår	Rollen slutter, og spørgsmålet håndteres uden for kink	“Det er virkeligt, så vi stopper fiktionen.”

Stop er ikke en dårlig præstation eller en rollehandling, der skal overvindes. Kliniklederens fiktive autoritet ophører ved almindeligt nej, stop, manglende tydelig kontakt eller egen usikkerhed. Gæsten skal ikke overbevises om at gennemføre “bare den sidste registrering”.

Begge kan også stoppe af egne grunde. Den styrende person kan opdage, at titlen føles forkert, at emnet vækker en uønsket association, eller at rollen kræver mere overskud end forventet. Den mindre styrende person kan være nysgerrig og stadig ikke ønske fortsættelsen. De valg er lige gyldige.

Hvis nogen oplever reelle symptomer eller en akut situation, er denne guide utilstrækkelig. Stop scenen og søg relevant sundhedsfaglig hjælp. Ring 112 ved akut alvorlig eller livstruende situation. En legepartner, et kostume eller denne tekst kan ikke vurdere helbred.

Luk klinikken, og bliv jer selv igen

Afslutningen skal fjerne rollens titel og myndighed. Kliniklederen kan læse den sidste fiktive linje op, lægge kort og pen fra sig og sige: “Registreringen er færdig. Klinikken er lukket, og jeg er mig selv igen.” Brug derefter almindeligt navn og stemme.

Sluk lampen, fjern navneskiltet eller flyt jer væk fra bordet. Den fysiske ændring hjælper med at markere, at spørgsmål, titler og klassifikationer ikke fortsætter. Spørg før kram, seksuel kontakt eller anden berøring; scenens ja giver ingen automatisk fortsættelse.

Tag en kort status:

• Er begge tydeligt ude af rollen?
• Ønsker nogen vand, almindelig samtale, nærhed, afstand eller stilhed?
• Er der et ord eller et øjeblik, den anden skal kende virkningen af nu?
• Skal det fiktive kort gemmes, rives i stykker eller ligge til senere?
• Vil I tale mere senere, eller er oplevelsen færdig nok?

Efterreaktionen kan være energi, lyst, lettelse, akavethed, latter, ømhed, skuffelse eller ingenting særligt. Ingen reaktion beviser, at scenen lykkedes eller fejlede. Vent med en længere evaluering, til begge kan tale frit.

Et senere check-in kan bruge konkrete spørgsmål:

• Hvornår blev den kliniske ramme levende på en god måde?
• Var den bedste del rollen, sproget, kostumet, ventetiden eller klassifikationen?
• Hvilke ord eller toner skal ud?
• Kom pause og slutning på et godt tidspunkt?
• Vil I gentage præcis samme lille scene, ændre én ting eller lade fantasien blive i samtalen?

En næste gang behøver ikke være større. I kan bruge samme fem spørgsmål med en varmere tone, bytte roller eller forkorte scenen. Hvis lysten peger mod berøring, undersøgelse, medicin, nåle, væsker eller andet procedurepræget, er svaret ikke at føje det til denne plan. Det er et nyt high-risk-spørgsmål, som denne guide hverken lærer eller godkender.

Tjekliste til første gang med ikke-invasiv medical play

Tjeklisten samler den konkrete begynderramme. Den er klar, når alle punkter kan besvares uden rollesprog:

• Vi ønsker begge den konkrete klinikfiktion.
• Vi kan beskrive scenen i én sætning.
• Vi har valgt klinikleder og gæst eller andre tydeligt fiktive roller.
• Vi har valgt varm, kølig, streng, komisk eller anden aftalt tone.
• Vi har højst tre til fem opdigtede spørgsmål.
• Spørgsmålene handler ikke om virkeligt helbred, diagnose, medicin eller behandling.
• Scenen er berøringsfri og uden nøgenhed, kropsmåling eller undersøgelse.
• Rekvisitterne er kun tørre kostume- og skrivebordsting.
• Ingen virkelig medicin, instrumenter, væsker eller behandlingslignende handlinger indgår.
• Vi har aftalt, hvilke titler og klassifikationer der føles gode eller er udelukket.
• “Mindre”, “pause”, “stop” og “nej” har klare følger.
• Begge kan bryde karakter og tale almindeligt når som helst.
• Vi har en startsætning og en slutsætning.
• Vi har sat tid af til at lukke rollen uden hast.
• Vi ved, hvad der sker med det fiktive kort bagefter.
• Vi har aftalt et kort check-in nu og eventuel samtale senere.
• Vi ved, at en virkelig sundhedsbekymring afslutter fiktionen.

Hvis flere punkter er uklare, så gør scenen mindre. Behold måske kun kostumet, kliniknavnet og to spørgsmål. Klarhed kommer ikke fra mere udstyr eller mere realistisk sprog.

Ofte stillede spørgsmål

Her er de korte svar på de spørgsmål, der typisk står tilbage før den første, ikke-invasive medical-play-scene.

Er medical play altid seksuelt?

Nej. Den kliniske fantasi kan være erotisk, magtbaseret, æstetisk, omsorgsfuld, humoristisk eller ikke-seksuel. Denne begynderscene indeholder ingen seksuel kontakt. Hvis I ønsker seksualitet, skal det aftales som et separat konkret lag og er ikke beskrevet her.

Kan vi bruge læge og patient som roller?

I kan bruge ordene i en privat, aftalt fantasi, hvis begge ønsker dem og tydeligt skelner rollen fra behandling. Klinikleder og gæst kan være lettere første roller, fordi de ikke antyder sygdom, faglig kompetence eller en virkelig patientrelation.

Hvad gør vi, hvis kostumet er hele lysten?

Så kan kostumet være hele forsøget. Tag det på, brug en titel, se hinandens reaktion og gå ud af rollen igen. I behøver ikke tilføje spørgsmål, berøring eller en længere historie for at gøre interessen gyldig.

Behøver vi et safeword?

Ikke nødvendigvis i denne berøringsfri begynderversion. Almindelige ord som mindre, pause, stop og nej kan være tydelige. Hvis I allerede bruger et safewordsystem, kan det indgå, men det erstatter ikke retten til at tale almindeligt eller stoppe ved tvivl.

Må kliniklederen stille spørgsmål om min rigtige krop?

Ikke i denne guide. Brug kun opdigtede spørgsmål om historien. Rigtige symptomer, diagnoser, medicin, kropsmålinger og behandling ligger uden for scenen og skal ikke improviseres som erotisk vurdering.

Kan en sundhedsprofessionel gøre scenen mere sikker?

En sundhedsfaglig uddannelse gør ikke privat rolleleg til behandling og giver ikke automatisk kompetence til enhver aktivitet. Denne scene kræver ingen sundhedsfaglig handling. Titler, kostumer og privat fagbaggrund ændrer heller ikke andres ret til at stoppe.

Hvad gør vi, hvis medical play vækker en dårlig hospitalsoplevelse?

Stop eller pause, gå ud af rollen og spørg, hvad personen ønsker nu. Forsøg ikke at behandle oplevelsen gennem scenen. En valgt fantasi kan føles personligt meningsfuld for nogle, men den er ikke terapi eller dokumenteret traumebehandling.

Er handsker, stetoskop eller termometer gode begynderekvisitter?

Ikke i denne version. Brug papir, pen, navneskilt, kostume og møbler som teatermarkører. Ting, der skal bruges på kroppen eller ligner funktionsklart undersøgelsesudstyr, skubber scenen mod et andet og mere risikofyldt spørgsmål.

Hvad hvis vi får lyst til at gøre scenen mere realistisk undervejs?

Gem idéen og afslut den aftalte scene. Et “mere” gælder kun mere af det, I allerede har valgt, eksempelvis en mere formel tone eller et ekstra opdigtet spørgsmål. Realistiske undersøgelser, medicin, instrumenter eller kropslige handlinger kan ikke tilføjes gennem improvisation.

Hvad er et godt næste skridt efter første scene?

Tal om det konkrete: rolle, tone, ord, rekvisitter, start, stop og afslutning. Gentag den samme lille scene med højst én ændring, hvis begge har lyst. I kan også beslutte, at fantasien fungerer bedst som kostume, samtale eller privat forestilling.